Jonny Hefty

Artists own biography in Danish: LANGHÅRET HÆVY MÆTAL FÆTTER? Hefty hedder i virkeligheden Jakob Ørom. Jakob fandt på kunstnernavnet Jonny Hefty i 1998, da han sad og fedtede med teksten 'Jorden Er Giftig' og manglede noget der rimede på giftig. Langsomt opstod idéen til karakteren Jonny Hefty, en blanding af Jakobs egen personlighed og en tju-bang-agtig tegneseriefigur, tilsat en go' del aalborgensisk humor og selvironi og en lille pind. Jakob er en gammel heavy metal forsanger, som har spillet alt lige fra punk/HC, death/thrash metal og rap-metal i gennem 8 års engagement i Aalborg-bandet GERONIMO. Derudover har den langhårede fætter arrangeret et hav af metal-koncerter under navnet BLOOD BOOKING. KORTHÅRET HIP HOP FÆTTER JONNY HEFTYs interesse for rap og hiphop kulturen er ikke ny. Faktisk var stodderen, som er født i det herrens år 1969, nede med rap fra starten. Back In The Day hvor B-drenge dansede breakdance og electric boogie på papplader i Aalborgs gader og hiphop-bølgen skyllede ind over DK. Jonny gik den gang på Gug Skole og var meget inspireret af DJ Soul Shock, som gik et par klasser over og havde sit eget hip hop show på Radio Aalborg. Også produceren Dr. Jam gik på Gug Skole og boede i Jonnys hood. Jonny: "Han tog mig med til jams og vi gik og fedtede med noget ret sjofelt rap en gang imellem. Jeg kaldte mig MC ØHMZ dengang, hæhæ. Vi stod til privatfester og lavede nogle fjollede rim og noget human beat box og optrådte et par gange på Aalborghus Gymnasium. Det var dengang malerne, rapperne, breakerne, DJ's og sådan nogle som mig der bare var nede med den spirende ungdomskultur, hang ud udenfor medborgerhuset. Fuld hammer på ghettoblæseren - Public Enemy og de der store pelsjæger-jakker hvor der stod Trappers Club, så var det bare med at ridse T'et af - rappers Club, haha. Der var sgu gang i den dengang. Vi tog til København og kørte rundt i S-tog hele dagen, for at tjekke graffitien ud... Og så var der de klassiske koncerter med Public Enemy og RUN DMC. Haha, jeg kan huske vi var et par gutter som havde en pose boller og en leverpostej i en boks på Hovedbanegården. Så tog vi derind når vi blev sultne og smurte os en bolle... Go' stil." GRAFFITI FÆTTER MED SORT STRITHÅR & BANDANA Jonny fortæller: "Jeg kan huske da jeg så det første tv-program om graffiti midt i 80'erne. Det ramte mig lige i hjertet og jeg greb straks en sprittusch og gik ud og skrev MR. MAZE på en mur i Tarm, hvor jeg besøgte min mormor. I '86 lavede jeg et 'piece' sammen med min makker Fresh A. Vi havde ingen dåser, så vi skrev CITY med maling og pensler vi havde nakket fra hans forældre. Hvis du ta'r ud til den tunnel i Gug, så ka' du stadig se resterne i dag, haha, det lignede lort, men vi synes selvfølgelig det var bomben dengang. I 1988 fik jeg så fingerne i en ordentlig røvfuld rigtige Quick-dåser og begyndte at bombe Gug med grafitti. Det var sådan en slags Anthrax-inspireret graff, altså en blanding af metal- og hiphop-scenernes typografi. Jeg kaldte mig JAZE og efter at ha' øvet mig nede i de gamles kælder gik det ud over bl.a. Byplanvejens Skole og andre lokaliteter i 9210. Det endte med jeg blev nappet af 'Erlingerne' som politiet hed i datidens hæphåp-lingo. Totalt drama, de jagtede os gennem Gugs haver og smed os i 'pip-cellen' og alt muligt. Det retslige efterspil resulterede i et års betinget dom og en bøde på 16.000,- Fuck mand! Jeg har ikke malet noget siden, men jeg får mere og mere lyst til at male lidt igen. Graff er jo meget ligesom rap, det handler om at være kreativ, udtrykke sig selv og få sit navn op!" Read more on Last.fm. User-contributed text is available under the Creative Commons By-SA License; additional terms may apply.